På Sydafrikas savanne: Tæt på naturen og dyrene
Af Søren Peder Sørensen
Journalist
Efter en god nats flyvning og næsten 10.000 kilometer hjemmefra får vi det første fingerpeg om stedet, da vi en lille time før landingen i lufthavnen i Johannesburg flyver hen over Temba Safari. Gennem morgendiset skimtes bushen og savannen langt dernede.
Midt i et enormt stort område med uberørt natur, og med landskaber, der varierer fra bjerge til savanne, søer og bjerge, ligger lodgen, nærmere bestemt i Sydafrikas nordligste provins Limpopo. Skønt lodge betyder ”hotel på savannen”, rummer stedet mere end det. Det er også et pensionat eller refugium, hvor der er tid til ro og eftertanke.
Et feriested
Tidligere blev Temba Safari drevet som kvægfarm, indtil den danske fabrikant Benny Schytt (red.: den tidligere ejer) i 1999 købte farmen. Han bar på drømmen om den afrikanske farm og indrettede det som feriested for sig og sin familie.
I dag udbyder Temba Safari v/Michael Kousted stedet til danske gæster. Der tilbydes et ti dages program i Sydafrika, heraf syv dages overnatning på Temba Lodge.
Som gæst skal man ikke spekulere på hverken transport, forplejning eller overnatning. For det er programmets kendetegn. At der er sørget for én, fra man ankommer til Johannesburg til man forlader det.
Oplevelse og afslapning
”Det er en kombination af at opleve Sydafrika og slappe af her på lodgen”, siger Benny Schytt (red.: den tidligere ejer): ”Jeg hører ofte gæster sige efter en sightseeing til Johannesburg eller Cape Town, at de længes hjem til Temba. Jeg tror, at det hænger sammen med, at man her kan gå rundt på egen hånd på den 700 hektar store savanne, som hører til lodgen, opleve en uspoleret natur, være sammen med sin familie og venner”, siger han.
Der er elektricitet, varmt vand i hanerne, aircondition på værelserne, men hverken fjernsyn eller Internet eller e-mail på værelserne eller i de fælles opholdsrum.
”Når man er her, skal man kunne slappe af fra en stresset hverdag. Derfor har vi ikke fjernsyn og Internet. Det hænder, at folk efterlyser det i starten, men snart vænner de sig til det. For man er så langt borte fra det hele”, siger Benny Schytt.
I dyrenes verden
Når det er sommer i Danmark, er det vinter i Sydafrika. Men på disse breddegrader er selv vinteren mild, næsten som en dansk sommer. Højsæsonen er september og oktober, men rent faktisk indbyder vejret til at komme hele året. Området er privilegeret med solskin og høj himmel. Og dyrene er her på alle tidspunkter.
”Du ved aldrig, hvad du møder, for du er her på dyrenes betingelser”, understreger Tembas bestyrer og kyndige naturguide, Francois Lubbe.
”Du er inviteret ind i dyrenes verden. Og det bliver man nødt til at respektere, hvis man skal komme tæt på dem. En lille bevægelse, og pist er de borte. Dyr skal man opleve i deres egen verden. Det er os, der skal indrette sig efter dem, og ikke omvendt.”
På lodgens savanne er der så forskellige dyr som kuduer, impalaer, zebraer, gnuer, blisbuk, giraffer, vortesvin, geparder og skildpadder, og strudser er der også.
De vilde dyr
Skal man opleve de vilde dyr, skal man køre lidt efter det. Efter en halv til en hel time kan man f.eks. opleve Shelantia Game Ranch, en 11.000 hektar stor savanne mellem Marken og Baltimore. Her har man mulighed for at møde bl.a. elefanten, løven og leoparden.
En særlig oplevelse er natsafarien, hvor man i skæret fra en kraftig lampe kan se dyrene i natten.
Et andet interessant besøg er den private game lodge Mama Tau, hvor løver opdrættes.
Her kan man også få lejlighed til at studere den hvide løve, som er en af verdens meget sjældne og truede dyrearter.
Også Pilanesberg Nationalpark, en af Sydafrikas største og smukkeste nationalparker, er et besøg værd. Her kan man være heldig at møde De fem Store, løven, elefanten, bøflen, næsehornet og leoparden.
Et utæmmet Afrika med ubegrænsede muligheder, hedder det i brochurer om denne lokalitet. Tyndt befolket område. Kendetegnet ved det røde sand på grund af et stort indhold af jern. Savannen er afvekslende, nogle steder er bevoksningen lav, og landskabet nærmest ørkenagtigt. Andre steder er skoven næsten helt tæt. Det er et område med mange historiske, arkæologiske og kulturelle skatte, legender, og så naturligvis de vilde dyr.
Stilheden
Oplevelsen af at være på dette sted får én til at vågne, før det bliver lyst. Mørket er totalt, og stjernehimlen som et lyshav. Lydene og morgenlyset er anderledes. Alt er så intenst og fascinerende.
Du kan sætte dig op på den udendørs overdækkede lapa og iagttage dyrene, der drikker vand ved den nærliggende sø. Af få den afrikanske tid under huden er at kunne sidde og lytte og iagttage. For der sker noget hele tiden.
”Her er så stille, at du kan høre blodet suse i dine årer”, sagde en sydafrikaner, der var flyttet fra storbyen her til området for et halvt år siden.
”Man vænner sig langsomt til det. Man skal tage det i små portioner, for det hele er så overvældende”, bemærkede hun.
Det handler om at få sjælen med. Eller som Karen Blixen skriver i et citat, der hænger på væggen i lapaen på Temba Safari Lodge:
”Der er noget omkring safari, som får dig til at glemme alle dine bekymringer og føle, som havde du drukket en halv flaske champagne.”
Relevante links
Unitas Rejser. Oplysninger om udflugter, priser og tilbud.
www.unitasrejser.dk
Shelantia Game Ranch. Mellem Marken og Baltimore.
www.shelanti.co.za
Pilanesberg Nationalpark. Sydafrikas tredje største nationalpark, nordvest for Johannesburg, nær Sun City.
www.pilanesberg-game-reserve.co.za